CRAVE or SAVE #9

DET ER HELT OKAY, AT DU IKKE KAN KLARE HELE VERDEN ALENE

I mit sabbatår sidste år gik jeg med mange tanker om hvad jeg ville, hvornår jeg ville det og om hvor jeg ville hen. Jeg har de sidste 2-3 år været fuldstændig sikker på, at sygeplejerske var det jeg skulle, men det næste skridt for mig var mere om hvor jeg gerne ville læse henne. Jeg kommer fra Kolding – ikke oprindeligt – men her har jeg boet de sidste mange år, og føler at dette er min barndomsby. Jeg har gået på 3 forskellige skoler imens jeg har boet i byen, og derfor begynder man at kende en masse mennesker, og dette resulterede i for mig, at jeg følte at jeg vidste hvem alle var, og på samme måde vidste de en hel del om mig. Der er både positive og negative ting ved dette, men i mit sabbatår blev jeg for alvor træt af det, og tænkte at en god udfordring for mig selv kunne være, at flytte til en by hvor jeg ingen kender. Og det var faktisk her Esbjerg kom ind i billedet. Jeg valgte at søge ind i Esbjerg af flere grunde – skolen har sindsygt gode anbefalinger, byen var hyggelig, den er ikke langt væk fra Kolding og jeg ville have råd til et godt og stort sted at bo.

Jeg kom ind på min drømme uddannelse og startede tilbage i september 2015, men boligsituationen var lidt svære end jeg havde regnet med. Det var ikke fordi jeg ikke kunne få noget, men jeg er hamrende kræsen og ville hellere vente til det rette. Jeg flyttede midlertidig ud til nogle af vores venner lidt udenfor Esbjerg, hvor jeg pendlede frem og tilbage de dage hvor jeg skulle i skole. Det var en super hård start, men mine nye veninder var skide gode til at få mig med ud. I december fik jeg endelig en super skøn 45 kvm lejlighed i midten af Esbjerg, og på daværende tidspunkt var jeg stadig ved at finde rundt i det med skolen.

For omkring 1 måned siden ramte det mig første gang. Jeg sad derhjemme i min lejlighed efter praktik, og vidste ikke hvad jeg skulle give mig til. Jeg følte mig ked af det, glad og sur på én gang – og det værste af det hele var, at jeg var total umotiveret for noget som helst. Jeg havde ikke haft det sådan her før, og troede faktisk at jeg bare havde haft en dårlig dag. Jeg havde på daværende tidspunkt været i praktik i omkring 8-9 uger, og tiden var snart inde til eksamen, og da denne periode i forvejen var skide hård at komme igennem tænkte jeg, at det nok var grunden til mit dårlige humør. En uge senere blev jeg færdig med eksamen, og om lørdagen skulle vi alle til fest for at fejre at vi nu var blevet færdig med dette modul. Jeg havde glædet mig meget, og havde brugt hele dagen på at tuller rundt, høre højt musik og gøre mig klar. For første gang i flere uger var jeg pisse glad, og slet ikke til at styre. Vi kom op til festen, og allerede en time inde i den, var mit humør i top. Jeg startede stille ud, da vi allerede skulle mødes ved en veninde kl. 16 – og jeg kender mig selv godt nok til, at jeg ikke kan holde mere end 6-7 timer – selvfølgelig afhængig af hvor mange drinks jeg har fået. Senere på aftenen var nogle af dem allerede taget hjem, og det tænkte jeg ikke længere over da natten var ung, og jeg var så klar på at feste igennem. 2 af mine veninder fortæller mig lidt senere at de vil hjem (kl. 23 ca), og der slår det mere eller mindre klik for mig. Jeg bliver rigtig ked af det og sur – og jeg går ret hurtigt efter stædig hjem i min lejlighed. Der sidder jeg så – kl. 23.30 om natten med nok lidt for mange procenter i blodet grædende med min mor i røret. (oh yes – jeg ringer til mor når der er krise). Aldrig havde jeg følt mig så ensom før, ked af det og sur på én gang.
Jeg tog et par dage senere hjem til mine forældre, og efter nogle dage der var jeg glad og fuld af liv igen. Jeg var nok bare nede i et hul efter den eksamen, tænkte jeg. Men nej.

Ugen efter var helt normal. Jeg var super glad for at komme tilbage i skole igen, og jeg havde det fantastisk med mine veninder. Så den krise var nok ovre. Weekenden efter havde jeg besøg af mine veninder fra Kolding, hvor der igen gik rav i den. En fik for meget at drikke, og det resulterede så i at vi skulle hjem i seng før vi overhovedet var kommet i byen. Jeg blev ked af det, skuffet og pisse vred. Jeg havde glædet mig så meget til den perfekte weekend, og igen blev det ikke til noget. Der var total krise, og igen var min mor og min far i røret. Det eneste jeg kunne tænke på om søndagen var: “Hvad er der galt med mig?” Jeg er normalt aldrig på den måde, og jeg var i lettere choktilstand over at jeg kunne reagere på nogenlundene samme måde 2 gange inden for kort tid.

Natten mellem søndag og mandag sov jeg nærmest ikke. Jeg skrev en besked til mine veninder kl. 4 om natten, og tænkte alt igennem. Og jo da – et par tåre kom der også. Jeg havde pludselig fået en klar idé om hvad problemet var, og tænkte at jeg måtte tage mig sammen inden jeg brød fuldstændig sammen. Mandag morgen tog jeg fat i 2 af mine veninder (dem som for nogle uger siden besluttede sig for at tage hjem før tid), og midt ude på gangen brød jeg sammen. Min plan var egentlig at være stærk, og at følelserne ikke skulle overtage det hele. Men hvem prøver jeg at narre? Jeg er så følsom, så med besvær fik jeg stammet de meninger og følelser jeg så godt havde skjult i flere uger.

Jeg føler mig ensom. 

Jeg flyttede til en by hvor jeg ikke kendte nogen, og alt det som jeg var begyndt at synes var træls i Kolding savnede jeg nu. Jeg har “kun” de veninder fra skolen, og for første gang i mange måneder var det blevet et problem for mig. Jeg har brug for at komme ud blandt andre mennesker og få et stort netværk, men ting tager tid og det havde jeg i øjeblikket glemt. I stedet for at fortælle dem hvordan jeg havde det, satte jeg en  fasade op fordi jeg ikke ville være besværlig, og på samme tid følte jeg også, at det var total åndsvagt fordi jeg netop har fået så gode veninder. Efter 1 måned og lidt mere i en mindre krise-periode spurgte jeg endelig om hjælp. Det var grænseoverskridende. og når jeg tænker tilbage på det nu, kendte jeg nok allerede til problemet for allerede 3-4 uger siden.

Men jeg åbnede mig, og det resultere nu i at mine veninder nu ved, at jeg har brug for lidt ekstra støtte. Det er ikke helt nemt, at flytte væk fra alt det man kender. Det tager tid.

linje prikker lyserød

For mig har dette været super svært at skrive ned, og for at være ærlig overvejede jeg kraftigt om jeg skulle lade være med at udgive det. Men det nytter jo ikke noget. Jeg er menneske lige som jer, og selvfølgelig har jeg også brug for at komme igennem nogle svære ting selvom man gerne vil udstråle at man har ekstrem overskud og er lykkelig hele tiden.
Efter jeg har været så åben overfor mine veninder og mine forældre, føler jeg at det hele ser lysere ud. Vi skal alle huske at bede om hjælp hvis man er brug for det, også selvom man føler at man kan klare det hele selv. Jeg kan hvertfald ikke klare hele verden alene, selvom jeg gerne ville.

facebookinstagramsnap følg chat

   

10 kommentarer

  • Nora Guhl

    Hvor er det bare dejligt at høre at du tør at være så ærlig. Det er så sindsygt grænseoverskridende, men stor respekt herfra hvertfald!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sine J.F.

    Jeg tror ikke der er så mange som tør at sige det høj. Generelt synes jeg, at det er pisse sej at turde at sige det højt! Det gør dig slet ikke svag, men i stedet meget meget stærk!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camilla Overby

      Årh tak! Selvom det er super grænseoverskridende, er jeg glad for, at jeg har gjort det 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette

    Seriøst et godt indlæg du har skrevet i dag om det at flytte til en ny by. Tror alle der flytter væk har det sådan i perioder! Jeg kender det i hvertfald godt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camilla Overby

      Dejligt at høre, at jeg ikke er den eneste! Det varmer <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dorthe

    Der har jeg også stået engang. Føj hvor er det hårdt! Men det lyder til, at du har nogle super søde og gode veninder, som nok skal hjælpe dig på vej 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camilla Overby

      Ja, det har jeg også! Men glemmer det bare nogengange fordi man gerne vil klare problemerne selv.
      Håber du har det godt nu Dorthe 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Super godt indlæg! Det var virkelig rørende at læse, men på samme tid et meget stærkt indlæg! Jeg håber, at det hele er blevet lidt nemmere 🙂
    God weekend!
    Kram,

    http://nikkilund.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camilla Overby

      Tusinde tak Nikki! Hvor er du sød!
      God weekend til dig 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

CRAVE or SAVE #9