OUTTAKES #6

FORVENTNINGER VS. REALITET

skaermbillede-2017-06-14-kl-13-36-54
Nu er jeg snart kommet så langt ind i min praktikperiode, at jeg nu kan se eksamen for mig, og det får mig til at tænke tilbage på min uger i praktik på børne- og ungdomspsykiatrien. Nu når jeg sidder her og skriver dette ned, så kan jeg godt mærke, at jeg stadig føler, at jeg mangler at lære en hel masse. Og det er derfor vi i dag skal have en lille snak om forventninger og hvordan det i realiteten ser ud.

Mine forventninger til denne praktikperiode var ikke tårnhøje, da jeg 1. Skulle være på et ambulatorium og 2. At praktikken foregår i psykiatrien.

Jeg har aldrig haft den store lyst til at komme på ambulatorium, da jeg gerne vil være aktiv i min sygepleje – her mener jeg, at jeg rigtig gerne vil bruge mine pædagogiske og kommunikative færdigheder ved at lave noget aktivt – såsom aktiviteter med patienterne. Rene samtaler synes jeg bliver meget det samme, men stadig en arbejdsopgave som er meget vigtig, men bare ikke lige mig. Jeg vil meget hellere lave nogle opgaver med en patient, og på den måde være med til at udrede den “syge”.

At praktikken foregår i psykiatrien har jeg som sådan ikke noget imod, men det er på mange afdellinger lidt svært at være studerende, da det er et meget kompliceret speciale, som man ikke bare lærer på 8 uger. Jeg er på spiseforstyrrelsesteam, og mange af de patienter som går her, har gået her længe. Det vil sige at min vejleder allerede har en relation til dem, og disse unge har tillid til hende. For at jeg som studerende skal have en tillidsforhold til patienten, og at hun skal kunne stole på at jeg har den viden der skal til – det tager altså bare mere end få møder, især mange af disse unge kan godt have svært ved at have tillid til os sundhedspersoner, fordi vi gerne vil have dem til noget som sygdommen siger, at de ikke må. Mange af disse patienter møder jeg kun 3-4 gange i løbet af disse 8 uger, og det er først de sidste uger hvor der er givet plads til at jeg kan udfolde mig og vise hvad jeg kan.
Jeg har jo arbejdet en del med specialbørn (det hedder det altså), men det er noget helt andet end det her! Jeg elsker det her speciale, men det kan være svært at være studerende i det.

Så selvom mine forventninger ikke har været tårnhøje, så kan jeg godt mærke, at jeg sidder tilbage med en snært af skuffelse. Jeg havde sådan glædet mig til at komme ud og blive udfordret, men det har bare ikke været det som er sket i realiteten. Det gør mig på en måde både ked af det, skuffet og til tider kan jeg føle mig “overflødig” – ikke just den følelse man ønsker at sidde tilbage med, når man næsten er 2 år henne i sin uddannelse. Men jeg sammenligner også meget, selvom jeg virkelig forsøger at lade være. Modul 6 var jeg på plejehjem, og jeg endte med at være selvstændig de sidste 4-5 uger. Altså jeg havde mine egne patienter, og jeg blev set som ligeværdig af både beboer og “kollegaer”. Det var så fedt, og jeg er ikke fuldstændig naiv og tænkte at det ville blive det samme i psykiatrien – for det vidste jeg godt, at det ikke vil blive.

Jeg havde forventninger til at have flere patienter som jeg ville blive med- kontaktperson for, da det virkelig er det du lærer af. Jeg har en patient, og det er jeg først blevet for 1 uge siden. Det er sku begrænset hvad man kan få ud af det forhold, når man møder hende 1 gang mere, hvor jeg skal være hendes kontakt til psykiatrien inden jeg stopper.

Faktisk synes jeg bare, at det er svært at være i psykiatrien som studerende, og tror det at jeg er så vild med psykiatrien virkelig har spillet mig et pus, og mine forventinger underbevidst måske har været højere.

Jeg er slet ikke i tvivl om at min interesse ligger inden for dette speciale, men jeg skal bare ikke på et ambulatorium. Det har jeg dog vidst hele tiden. Mine forventinger har måske været for høje, og man kommer til at opleve mange gange at ens forventninger ikke altid kan blive indfriet. Man må derfor få det bedste ud af det, og være glad for det som har været muligt. Jeg er glad for at min vejleder har taget så godt imod mig, jeg kan en masse teori – men at sætte det på praksis for alvor, det har jeg lært gennem hendes konsultationer og ellers må jeg vente til at jeg (forhåbenligt) en dag bliver en del af sådan et hus igen.

Derudover er jeg glad for min tid i psykiatrien, og jeg glæder mig til at komme tilbage engang når jeg er færdig som sygeplejerske. Det var bare ikke på dette “ophold” hvor mine (ubevidste) forventninger blev indfriet.


Nu vil jeg tage på aftenvagt i døgn, og det har jeg glædet mig meget til! Det er nemlig på sådan en afdeling jeg forstiller mig selv i psykiatrien når jeg er færdig. Nu bliver nogle af mine forventninger nok indfriet – jeg er dog kun dernede på “lånt tid”. øv! Jeg skal nok lige fortælle jer om hvordan det er gået. :*

facebookinstagramsnap følg chat

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

OUTTAKES #6